PAPIRBLOMSTER | KREATIV RÅDGIVNING | WORKSHOPS

Almeja Blog

Her deler vi nye gode idéer, tips og tricks som inspiration til din næste festlige begivenhed.

velkommen til Almeja Blog

Find showcases og nye gode idéer til din næste farverige projekt med udsmykning og papirblomster. 🌸🌼💫
Welcome to Almeja Blog: find showcases and new great ideas for your next colorful project with decoration and paper flowers. 🌸🌼💫

Guide: en festlig julefrokost

Almeja Space blev interviewet af Jyllands-Posten som festekspert til, hvordan du hurtigt stabler en julefrokost på benene. Ord af stribent Johanne Hauch Jensen.
Artiklen blev bragt på tryk i Jyllands-Posten 20.09.2019. Læs med her:

julefrokost-almeja-space

Som arbejdsgiver har man travlt, og det kan ske, at planlægningen af årets julefrokost ikke er kommet i gang i ordentlig tid. Hvad gør du så? Den gode nyhed er, at en god julefrokost ikke behøver at tage en evighed at planlægge.

Firmajulefrokoster kommer i alle former. Nogle arbejdspladser har tradition for at holde den helt store fest, mens andre virksomheder fejrer højtiden med et mere formelt arrangement. I bund og grund skal julefrokosten være en fest, hvor medarbejderne hygger sig og føler sig værdsat. Det behøver ikke være et gigantisk brag, og derfor kan man også sagtens lykkes med julefrokosten, selvom planlægningen er kommet en smule sent i gang.

De vigtige elementer

Ejer af Almeja Space, Sine Finne Frandsen, lever af at skabe fester og events. Lige fra de store, spektakulære firmaevents til de mindre, såsom julefrokoster og fødselsdage. Derfor ved hun alt om, hvilke elementer der er vigtige, når firmajulefrokosten skal afholdes.
»Det vigtigste er jo faktisk datoen. Hvis folk ikke kan komme, så er der jo ingen fest. Derfor er den det første, der skal afklares. Hvis ikke man kan finde en dato i november eller december, fordi de dage jo hurtigt forsvinder i arrangementer, så ryk det til januar. Januar er generelt en stille måned, og samtidig kan man få lidt mere tid til planlægningen,« siger hun og fortsætter: »Alternativt kan man også holde den en torsdag og så lægge op til, at medarbejderne gerne må arbejde hjemme dagen efter eller møde senere ind.«
Når man er sent ude, kan det være svært at finde ledige lokaler ude i byen, og derfor anbefaler hun, at man holder festen på arbejdspladsen og lader være med at bruge kostbar tid på at finde lokaler: »Udover at man sparer noget tid ved at tage en hurtig beslutning om at holde det inhouse, så kan man samtidig også spare på den post i budgettet og der- igennem få råd til at skrue op for andre ting.«

Involver medarbejderne

En julefrokost er medarbejdernes fest, og derfor er det en rigtig god idé at involvere medarbejderne. Ikke kun, fordi det er praktisk, når man sent ude, men også, fordi man på den måde kan få skabt en fest, som medarbejderne gerne vil være en del af og ser frem til. 
»Ved at involvere medarbejderne får man dem med om- bord. Hvis der er nogen på arbejdspladsen, der elsker at arrangere fester, er det oplagt, at de planlægger julefrokosten. De er måske endda også mere inde i, hvad deres kolleger er til af typer fester,« siger Sine Finne Frandsen. 
Selvom julefrokosten i sig selv er et tema, anbefaler Sine Finne Frandsen, at man har et gennemgående tema – specielt, hvis man holder julefrokosten på arbejdspladsen. Det er  med til at skabe et afbræk i hverdagen, så man ikke bare sidder i kantinen, som man gør til hverdag. Og så er det med til at få folk i stemning: »Et tema behøver ikke være stort. Det kan være en dress-code, at alle skal være i eksempelvis hvidt. Men man kan også nemt lave sæsonbetonede temaer som ‘Afterski’ eller ‘Winter Wonderland’, og i dag kan man købe al udsmykning online og få det leveret hurtigt. Så derfor er det ikke så besværligt, som det var før i tiden. Ligesom nogle temaer kan laves med få virkemidler.«

Maden er vigtig

»Lækker mad og drikke spiller en stor rolle, og det er be- stemt ikke en post, man skal spare på. Men når det så er sagt, så er der mange alternativer. Eksempelvis kan man bestille mad online til buffet og gøre det til en del af festen, at den skal anrettes. Det er altid et sjovt indslag, når alle skal samarbejde om at få anrettet det hele. Men selvom man er sent ude, kan man for det meste finde et cateringfirma, der har plads til flere bestillinger. Det vigtigste her er, at man ikke sparer på maden,« siger Sine Finne Frandsen.
Derudover anbefaler hun, at man laver store langborde, da det skaber en helt anden familiær stemning, end når man er delt op ved mindre borde. Og bordplanen anbefaler hun også, at man skipper:   »Folk vil gerne sidde med dem, de kender og har det sjovt med i hverdagen. Og med langborde er alle meget mere med, uanset hvordan de er placeret.«

Når det kommer til drikkevarer, kan man også nå langt med lidt, uden at man skal hyre en bar og bartendere. »Jeg vil anbefale, at man køber lidt forskelligt, men at man så har én lækker snaps, én lækker øl og én lækker vin - bare man husker, at det skal på køl. Og så måske købe ind til, at man kan mikse to slags cocktails. Når man ikke skal rulle den helt store bar ud, så er det både hurtigere og nemmere at stable på benene.«

Underspillet underholdning

Hvis man skal have underholdning udefra, skal man være i rigtig god tid. Men at lave sin egen underholdning behøver ikke være kedeligt: »Underholdning behøver ikke være stort og prangende. Her kan man på kort tid selv lave noget, der er sjovt. Det vigtigste er, at det er motiverende for medarbejderne. Det kunne eksempelvis være musik-jeopardy, eller et awardshow, hvor man kårer den bedste kollega, den sjoveste kollega osv. Og ellers er den gode, gamle pakkeleg jo altid et hit,« siger Sine Finne Frandsen.

Musikken er også noget, man skal huske at prioritere. Og hvis man ikke kan nå at få en DJ eller et band ud, kan man også her gøre det til en hyggelig opgave for medarbejderne. I stedet for at én skal stå for musikken, kan alle byde ind med musik til en playliste, som så til sidst sættes sammen til én stor. På den måde undgår man, hvis alt går vel, at nogle kol- leger selv påtager sig opgaven med at lege DJ og hele tiden afbryder musikken under festen.

Styr på det kedelige

Til sidst skal der jo ryddes op efter en fest, og det bør ikke være en post, der skal spares på. »Oprydning er ikke fedt, og derfor er det ikke en god måde at afslutte en fest på. Så derfor anbefaler jeg altid, at man hyrer nogle eksternt til at sørge for det. Måske har nogen en kusine, der gerne vil tjene lidt ekstra, og som kan hjælpe til ved festen. For det er vigtigt, at alle har lov til at være med til festen,« siger Sine Finne Frandsen og slutter af med, at man jo altid kan søge sparring hos et eventbureau, hvis ikke der er tid og overskud til at planlægge årets julefrokost.

Bragt på tryk i Jyllands-Posten 20.09.2019. - som ejer alle rettigheder.

Bragt på tryk i Jyllands-Posten 20.09.2019.

Bragt på tryk i Jyllands-Posten 20.09.2019.